Roskilde Holdmatch 2011.
10 gutter fra HCM (Patrick, Klaus, Mogens, Morten, Flemming, Jacob re, Jacob Ro, Tommy, Henrik ogKenneth) deltog i Roskilde Holdmatch søndag 21 august.2011.
Vejret viste sig fra sin bedste side med solskin og kun en svag vind.
Vi var sat på startlisten til kl. 7.44 så det var tidligt op og af sted så cyklerne kunne samles, startnumre hentes og varmes lidt op. Der skulle køres 3 omgange a’ 30km.
Starten gik og der blev lagt ud i højt tempo – faktisk så hårdt at Jacob Ro måtte slippe efter 5km pga. en gammel skade. Dette skulle vise sig ikke at være det sidste uheld HCM kom ud for.
Vi andre kørte som om det gjaldt VM og da vi skulle igennem en by var der et lille hul i vejen som Kenneth og Tommy fik ramt – Kenneth slap for uheld men Tommys sadel fik lige et knæk og positionen på sadlen kom til at pege ned mod overrøret så det ikke var til at sidde ordentligt på cyklen, men han fortsatte.
Første omgang blev kørt på 43:23minutter.
1/3 ude på anden omgang får Henrik desværre en punktering og med ham stopper Tommy for at få ordnet sin saddel. Klaus’ gamle knæskade bryder endnu engang op og han vælger også at stoppe.
Så er vi seks mand tilbage og det er sjettemanden der tæller i mål.
Tempoet ryger desværre lidt ned da de tre gutter er væk – og anden omgang blev da kørt på 43:51minutter.
Ud på tredje omgang – der er en god arbejdsfordeling i gruppen – i perioder trækker vi 30 sekunder inden vi skifter og det viser sig at vær en god ide. Tempoet holdes højt og ca. 1/3 inde på sidste omgang kommer Henrik og Tommy tilbage i gruppen og kører med hjem. Vinden har taget lidt til men kæden holdes stram hele vejen og vi har passeret en del hold ude på ruten – det giver god moral at overhale de andre hold.
I mål får vi en samlet tid på 2:10:28 timer – det er 2:12minutter hurtigere end året før, men placeringsmæssigt ryger vi en plads ned, men tilfredsheden med en klub-PR med næsten 41 i snit på de 90 km gør det fint ud for en succesfuld tur.
Efter løbet var der god forplejning i form af frikadeller, brød, salt og sodavand. I år havde de lagt buffet’en så man kunne spise samtidig med man kunne se de andre hold passere målområdet eller komme i mål.
Et godt og veltilrettelagt arrangement der meget gerne deltages i igen i 2012.
1, 2 og 3. pladsen gik henholdsvis ti l Cyklingshop – 2:07.44, Team HG (med bl.a. Jesper Cramer – gammel HCM’er) – 2:08:08 og DK3650cycling – 2:08:16.
Tak for turen gutter.
HCM havde også et hold med på 60km for fire ryttere - de fik noteret en flot tid på 1:40:59 timer - så HCM var godt repræsenteret denne dag :-)
Kenneth/HCM

